Vi åbner for tilgang af nye tutorlæger/tutorlægepraksis.
Sekretariatet for Lægelig Videreuddannelse har besluttet at rekruttere nye tutorlæger i Region Hovedstaden. Hvis du går med en drøm om at bidrage til uddannelsen af dine kommende kollegaer og kan se dig selv i rollen som tutor med overskue til og prioritering af læring og uddannelse i dagligdagen – samt har mod på selv at lære nyt, så se med nedenfor.
Principper på tutorlægeområdet:
Der findes to nyligt reviderede dokumenter som i detaljer beskriver, hvad det kræver at blive tutorlæge, og hvordan vi fordeler uddannelseslæger til tutorpraksis. Dokumenterne er udarbejdet i samarbejde med de almen medicinske uddannelseskoordinatorer (AMU’er) og med input fra PLO. Herudover baserer de sig på retningslinjer fra DSAM’s hjemmeside.
De to dokumenter er:
- Principper for godkendelse af nye tutorlæger og tutorpraksis – link til dokumentet finder du under menuen ”Regler og retningslinjer”
Her kan du blandt andet læse om krav til at ansøge som tutorlæge samt praktiske forhold vedr. ansøgning som tutorlæge
- Principper ved tildeling af uddannelseslæger – link til dokumentet finder du under menuen ”Regler og retningslinjer”
Her kan du blandt andet se, hvad vi lægger til grund for tildeling af uddannelseslæger til nye tutorpraksis, særlige forhold vedr. lægedækningstruede områder samt hvordan vi fremadrettet tænker at koble tutors kompetenceniveau med tildeling af uddannelseslæger mv.
Praktiske forhold vedr. ansøgning som tutorlæge: - yderligere kan læses i føromtalte principdokumenter
- Du kan indsende din ansøgning om at blive tutorlæge via formularen ”Tutorlægeansøgning” under menuen ”Regler og retningslinjer”.
- Når du har indsendt din ansøgning til Sekretariatet, vil du indgå i prioritering af nye tutorlæger, jfr. dokumentet ”principper vedr. tildeling af uddannelseslæger”.
- Sekretariatet udvælger tutorer, som kan indgå i den videre proces ud fra puljen af interesserede praktiserende læger. Der vælges ud fra geografi, praksistype/form, lægedækningstruede områder og andre forhold, som har betydning i forhold til at sikre bredde i lægernes uddannelse samt en jævn fordeling af ressourcer i planområderne i Region H.
- For at komme i betragtning til at blive tutorlæge, skal du i første omgang tilkendegive, at du er interesseret i at blive tutor. Dette gøres via formularen ”Tutorlægeansøgning” under menuen ”Regler og retningslinjer”. Du skal forvente at gennemgå hele processen med fremsendelse af praksisbeskrivelse (ny praksisbeskrivelse er pt. under udarbejdelse) og besøg af stam-AMU og ligeledes deltage i 1. dag af et tutorlægekursus.
Særligt vedr. tutorlægekurser:
Som led i hele vores kvalitetssikring og udvikling har vi iværksat en revision af de eksisterende tutorlægekurser. Du vil som ny tutorlæge derfor blive tilbudt i alt 1½ dags kursus som introduktion samt en ”kursuspakke” som beskrevet i principperne.
Orientering om ændring af fase I (fra januar 2026):
Sundhedsministeriet har besluttet at fase I skal forlænges til 1 år ligesom målbeskrivelsen (og hospitalsopholdet) justeres tilsvarende. SST og DSAM er i gang med udarbejdelse af ny målbeskrivelse, som forventes klar ved udgangen af 2024. I 2025 er vores opgave derfor
- At opnormere antallet af tutorlæger, så der bliver plads til de ekstra årsværk
- At klæde tutorlæger for kommende fase I læger på i forhold til den nye målbeskrivelse – det vil være obligatorisk at deltage i denne kompetenceudvikling (men målbeskrivelsen skal være klar før vi kan tilrettelægge denne).
Vi vil udsende yderligere orientering vedr. dette, når vi ved mere.